Bag om øl

Mine favoritter

Nedenfor er nogle af mine favoritter, som jeg har smagt, fordelt på de enkelte stile. Definitionen på stilarten er fra De Danske Øldommere. Hvad der er godt og skidt kommer jo an på ens smagsløg og præferencer. Indenfor hver stil vil jeg prøve at nævne en eller flere øl som jeg kan lide og dermed har smagt.

Lys Lager

Lys lagerøl er undergæret og brygget helt eller delvist på lyse malte/råfrugt. Lys lager skal fremstå med et meget rent udtryk, og frugtestere må ikke bemærkes.
Maltsmagen skal være ren med karakter af korn og lyst brød. Humlekarakteren varierer mellem stilarterne, men der skal altid bruges mellemeuropæisk humle i de
europæiske stilarter. Traditionelt er øl i denne kategori brygget ved dekoktionsmæskning. Øllet fermenteres koldt og lagres i længere tid. Øl i denne kategori serveres godt kølet.

Mørk Lager

Mørkt lagerøl er undergæret og brygget på mørke basismalte, specialmalte og evt. visse typer råfrugt. De første undergærede øl var alle mørke, fordi man før 1830’erne endnu ikke var i stand til at masseproducere lyse malte. Mørke lagerøl er især udbredt i Skandinavien, Tyskland, Østrig, Tjekkiet og USA.

Bock

Bock har sin oprindelse fra det Nordlige Tyskland Einbeck i Niedersachsen, men forbindes med Bayern, hvor den er blevet brygget siden 1600-tallet.
Traditionelt er bockøl brune med en overvejende ren maltkarakter og balance mellem maltsødme og ristede noter. Bitterheden er diskret. I nyere tid er lys bockøl kommet til - ofte som et sæsonbestemt produkt, fx om foråret i form af Maibock. De lyse bockøl er også domineret af en blød maltprofil, men er normalt gæret længere ned end de traditionelle bockøl, hvilket betyder, at bitterheden er tydeligere. Traditionelt er øl i denne kategori brygget ved anvendelse af dekoktionsmæskning. Øllet fermenteres koldt og lagres i lang tid.

Lys Ale

Lys Ale er overgæret og brygget på lyse malte og evt. lyse typer råfrugt. De mest humlede lyse ales kaldes IPA’er og har deres egen kategori.

Mørk Ale

Mørk ale er overgæret og ofte brygget med karamelmalt. Andre mørke malttyper kan også indgå. Mørk ale kan fremstå med et frugtigt indtryk fra gæren, især i de engelske øltyper. Maltsmagen skal være rund og præget af let sødme, men i alle stilarter balanceres sødmen af bitterhed. Humlekarakteren varierer mellem stilarterne, hvor den amerikanske brown ale har tydeligt indslag af humlearoma, mens de skotske øltyper er helt
uden humlearoma.

IPA (India pale ale)

IPA er overgæret og størstedelen er brygget på lyse malte og lyse typer råfrugt. Dertil rigelige mængder humle. IPA har rødder i britisk eksportøl fra det 19. århundrede og er øl med ekstra humlebitterhed og humlearoma, og som i princippet kunne holde sig frisk under hele den lange rejse over søvejen til Indien. Amerikansk IPA er blevet en verdensomspændende succes, hvor der klassisk er anvendt amerikanske humletyper og gær, men her har også mere moderne humletyper fra hele verden vundet indpas. IPA fortolkes i dag i hele verden, hvor der benyttes mere humle, nyere aromahumlesorter og teknikker til maksimering af humlearomaen. IPA findes ligeledes i en kraftigere/ dobbelt udgave, i en sort version og i den uklare, mere juice-/frugtagtige NEIPA. Fælles for alle er, at det er humlen, der er i centrum.

Hvedeøl

Hvedeøl er overgæret og brygget med et varierende indhold af hvede. Hvedeøl opdeles generelt i en tysk og en belgisk stilart, hvor førstnævnte er brygget efter Reinheitsgebot og altså kun på malt, mens den belgiske er kendt for også at indeholde råfrugt såvel som krydderier.

Porter/Stout

Porter og stout er generelt karakteriseret ved deres mørke farve og tunge maltfylde. Disse overgærede øl stammer oprindeligt fra England, hvor betegnelsen stout generelt blev anvendt om de drøje portere. Øllet var en populær eksportvare, så i nogle importlande blev lokale varianter udviklet, bl.a. undergærede typer. I kommerciel sammenhæng bruges navnene stout og porter oftest i flæng. I håndbryggersammenhæng er forskellen på stout og porter, at stouten har en hårdt ristet karakter fra fx ristet byg, mens porteren er rundere og blødere.

Stærk øl

Stærk øl er en bred kategori af øl, som har ret forskellige karaktertræk. Barley wine er en stærk og kraftig ale med fyldig krop og varmende alkohol. Barley wine udvikler sig ofte positivt ved lagring, som kan give øllet noter af tørret frugt og en sherryagtig karakter. Stouts og portere i denne kategori er kraftige og mørke øl, der kan være undergærede eller overgærede alt efter stilart. Fælles for dem alle er en ristet karakter - dog i forskellige grader.

Lys Belgisk ale

Lys belgisk ale er overgæret og brygget på lyse malte og råfrugt. I nogle eksempler er specialmalte tilsat i mindre omfang. I mange eksempler udgør tilsatte sukkerarter en betragtelig del af det forgærbare sukker. I sin helhed favner kategorien over et bredt spektrum af øl. Med undtagelse af Bière De Garde kendetegnes kategorien lys belgisk ale ved både estere og fenoler i aromaen, der stammer fra gæringen med belgiske gærtyper. Stilarten har oprindelse i Belgien og det nordlige Frankrig, men grundet stor popularitet brygges øllet nu mange steder i verden.

Mørk Belgisk ale

Mørk Belgisk ale er normalt let at drikke selv i tilfælde, hvor alkoholstyrken er høj. Øllet vil normalt være fermenteret mellem 25℃ og 30℃. Den høje
gæringstemperatur sammen med gærstammer - som bør være karakteristiske for regionen - giver fenoliske og frugtagtige aromaer og smag. Ligesom i de lyse belgiske øl anvendes betragtelige mængder af lyst eller mørkt sukker i fast eller flydende form. Belgisk øl er ofte meget kulsyreholdigt og har et kraftigt skum. Øllet har sjældent en tydelig humlekarakter.

Syrlig øl

Historisk set var det almindeligt, at øl blev surt ved opbevaring. Med nutidens mikrobiologiske kontrol af øl er det dog en sjældenhed. I Belgien fortsætter man dog traditionen med spontangæring af øl. Under spontangæring tilføjer bryggeren ikke en gærkultur, men tillader gær og bakterier fra luften at starte gæringen. Dette giver en sur øl med stor kompleksitet. En anden metode er, at bryggeren tilføjer andre mikroorganismer end en almindelig bryggergær. Andre typer gær- eller mælkesyrebakterier frembringer den sure karakter. En tredje måde at opnå surhed på er at opbevare den gærede øl i lang tid i trætønder, hvor syredannende mikroorganismer kan trænge ind. En fjerde metode er kettle sour, hvor man tilføjer mælkesyrekultur i kedlen/gryden for at syrne urten inden kogning

Historiske Danske øl

Kategorien historiske øl er et forsøg på at opretholde kendskabet til tidligere tiders traditionelle danske øl.

Specialøl

Bemærk, at denne kategori ikke er en kategori, hvor alt er tilladt, men en kategori, hvor det gælder om at forny/løfte/komplementere en klassisk stilart ved brug af tilsætning(er).